PageRank (PR)
PageRank er algortime der er patenteret af Googles grundlæggere Sergey Brin og Larry Page. Larrys efternavn har lagt navn til algoritmen, men der er tale om et udsøgt ordspil, idet algoritmen nemlig beregner en popularitetsscore for internettets sider (pages).
Algoritmen er beskrevet i deres banebrydende PhD artikel “The Anatomy of a Large-Scale Hypertextual Web Search Engine“. Som de første der formåede at indregne websiders popularitet, opnåede Google væsentligt mere relevante søgeresultater hvilket igen har ledt til den markedsførerposition de har i dag.
Det bør bemærkes at selv i ovenstående artikel er PageRank kun en af mange faktorer der indgår i den endelige beregning af hvilken side der vises på hvilken position i søgeresultaterne. PageRank er en statisk værdi for den enkelte side uanset hvad man søger på i Google.
Artiklen beskriver også en IR-Score, som beregnes ud fra det søgeord der er brugt i den aktuelle søgning sammenholdt med indholdet af den enkelte side.
I forbindelse med søgemaskineoptimering har PageRank størst betydning for linkbygning hvor man bør forsøge at få links fra sider med så høj PageRank som muligt.